Komfortabel med at være ukomfortabel

Mange af os foretrækker den lette vej. Det velkendte – fordi det er komfortabelt. Og vi modsætter os det ukendte – fordi det er ukomfortabelt. Det har vi bare en naturlig tendens til pga. vores forfædres overlevelsesinstinkt. Men er det en god strategi at undgå det som er ukomfortabelt? At forvente at livet er komfortabelt? Og hvordan har du det med noget som er ubehageligt? 

Alle dyr, insekter, fisk og væsener synes at leve liv, hvor de må opleve ubehag. De skal finde mad, undgå at blive spist, finde en mage, finde ly – generelt bare sørge for at overleve. Modsat os mennesker har disse dyr ikke et valg. De har ikke den luksus at kunne vælge, være kræsen og udsætte ting. De er bare nød til at acceptere at livet har ingrediensen ‘ubehag’, og så bare komme videre.

Vi mennesker prøver ofte at undgå ubehag eller har forventningen om at livet skal være behageligt og komfortabelt. Og med den forventning bliver alt ubehag, automatisk noget man føler skal undgås. Vi undgår ubehagelig følelser, dårlige tanker, og ukomfortable kropslige følelser.

Med overbevisningen om at ubehag ikke er noget vi skal opleve, føle og mærke, kan vi altså tage beslutninger der overgår al sund fornuft, og som kan have store konsekvenser for vores liv. At undgå ubehag, kan være en farlig fælde.

  • Vi spiser ikke grønsager, fordi de ikke smager godt.
  • Vi ligger os på sofaen, fordi løbetur giver sved på panden.
  • Vi stopper ikke med at ryge, fordi det kan blive hårdt.
  • Vi tager ikke den svære samtale, for vi ved ikke hvordan andre vil reagere.

Ydermere er meget af det som vi ønsker, på den anden side af frygt og ubehag…

  • Stå op for sig selv, sige og gøre opmærksom på det man ønsker.
  • Forlade sit job for at skifte til et, man rent faktisk holder af.
  • Sige “Hej” til personen man gerne vil snakke med.
  • Træne hårdt for at få den krop, man gerne vil have.
  • Starte som begynder, til en ny aktivitet.
  • Rejse afsted til det sted, man altid har drømt om.

Hvordan holder ubehag dig tilbage – hvad forhindrer det dig i? 

Jeg foreslår at vi lærer os selv, at det er okay at leve med ubehag og accepterer at det er en del af vores liv. Vi bremser os selv og stopper vores egen udvikling, hvis vi skal holde os fra alt der giver ubehag, frygt og angst. Start med at acceptere det som en naturlig del af livet. Lad det komme. Indbyd det.

Begynd at acceptere ubehag:

  • Spis dine grønsager, selvom de ikke smager godt.
  • Hvis det regner, går du en tur alligevel.
  • Du har måske lyst til sodavand, men du tager vand i stedet for.
  • Måske er det kedeligt, men hvad så.
  • Når nogen er irriterende, så siger du det til dem.
  • Lad være med at brokke dig og så bare gør det!

Så når du skal til at tage det spring du gerne vil – ja, så er det ukomfortabelt. Du oplever måske ubehag, frygt og angst. Men det er okay. For du er komfortabel med at være ukomfortabel.

Lev dit liv mens du har det.
Lev det i stilhed og storm.
Se, fuglene letter mod vinden.
I modvind tager livet sin form.